tirsdag den 3. januar 2012

En Hobbitrejse i bog, film og spil

Kort beskrivelse af et multimodalt undervisningsforløb der sammenbinder fortællingen i bog, film og online computerspil.

En sommerdag i Herredet i spillet Lord of the Rings Online
Da jeg gik i ottende klasse læste jeg første gang Hobbitten af Tolkien. Det var en fantastisk oplevelse og jeg var solgt til netop denne type episk fantasy. Jeg læste Ringenes Herre første gang i en sommerferie da jeg gik i gymnasiet. Siden har jeg genlæst hele fortællingen adskillige gange.

Jeg har naturligvis set filmene en del gange og er rigtig godt tilfreds med at flere mennesker på denne måde har fået adgang til fortællingen.

For to år siden opdagede jeg så en helt ny fortælling der udspiller sig i Tolkiens Midgård. I LOTRO: Lord Of The Rings Online får man lov til at gennemleve og præge sin egen spilfigurs fortælling der udspiller sig sideløbende med fortællingen i Ringenes Herre.

Eksempel på en quest man bliver sendt ud på af figuren Traver:
Would you travel to the west and speak to Lenglinn? I sent him to Buckland to watch over a particular hobbit, but it seems that Mr. -- Underhill and his friends decided to take a different path and are now here under my protection. Still, Lenglinn may know the whereabouts of the remaining Nazgûl.
He camps on a rise just north of the Buckland Gate and may have seen something that will aid me. You must hurry. I cannot afford to delay here overly long.

I mit arbejde med læsesvage elever på en ordblindeefterskole har jeg været meget tilbageholdende med at anbefale Tolkien. Hobbitten kan sagtens læses af børn og unge, men hvad med Ringenes Herre? Er det for tungt? Er starten for langtrukken? Er hele fortællingen for langsom i forhold til unge der gerne vil have filmtempo?

Jeg troede at de fleste af mine elever havde set Peter Jacksons filmtrilogi, men jeg havde bl.a. overset at de fleste af mine elever ikke læser hurtigt nok til at følge med i undertekster og derfor ofte fravælger engelsksprogede film. 

Inspireret af The Fellowship Walk fra den spændende LOTRO-blog A Casual Stroll To Mordor, hvor en gruppe spillere dag for dag i spillet følger samme rute som Frodo fra Sækkedyb til Kløvedal, besluttede jeg i sommerferien 2011 at jeg ville tilbyde et valgfag med temaet Ringenes Herre. Tanken var at eleverne skulle læse de første 12 kapitler af "Eventyret om Ringen" - ét kapitel hver uge. Sideløbende skulle alle elever opbygge en figur i spillet Lord Of The Rings Online og med passende mellemrum skulle vi se et afsnit af første film.

Da jeg præsenterede faget for eleverne var der stor interesse. Enkelte havde set filmen, andre havde prøvet spillet og én elev havde læst bøgerne. 22 elever var med til at starte holdet op i starten af september 2011.

I valgfaget har eleverne arbejdet med:

  1. Forståelse af begrebet MMORPG og hvordan man spiller i en onlineverden
  2. Etablere en spilfigur og spille introdelen - hjælpe hinanden til forståelse af spillets elementer
  3. Lære strategier for at kompensere for manglende engelskkunskaber
  4. Deltage i gruppe på Facebook, hvor man kan få hjælp og arrangere spil-aftner i fritiden
  5. Bruge Skype til kommunikation i spillet, når fysisk tilstedeværelse ikke er mulig
  6. Følge i Frodos fodspor i spillet i det tempo vi har læst kapitlerne i bogen
  7. Samtale om detaljer i bogen.
  8. Samtale om ligheder og forskelle i spil, film og bog
  9. Lave personbeskrivelse af egen spilfigur fx som video - se eleveksempel
  10. Læse fan-fiction der udspiller sig i Midgård. Fx novellen Elizablade
  11. I fællesskab gennemspille de episke quests (opgaver), der er sammenhængende fortællinger, som sammenkæder spilhistorien med historien i bøgerne. Se eksempel på en sådan quest.
  12. Lave små quizkonkurrencer der har sammenhæng med den læste historie og som præmieres i spillet. 

Igennem forløbet har jeg glædet mig over elevernes lyst til at nå dybere ind i historien. Hvor meget der er båret af selve spiloplevelsen er jeg ikke klar over, men min fornemmelse er at spillet i høj grad giver lyst til virkelig at gå i dybden med detaljer i film og bog. Jeg håber min korte beskrivelse af undervisningsforløbet kan være med til at sætte lignende forløb i gang andre steder i undervisningsverdenen.

Mens jeg har kørt mit valgfagshold med stor fornøjelse i løbet af efteråret 2011 er jeg blevet opmærksom på de spændende strømninger indenfor spilbaseret læring der foregår i blandt andet Storbritannien. Særligt Dawn Hallybones og Derek Robersons oplæg om erfaringer med "gamebased learning" på Uddannelsesforum var interessante. Via Twitter og særligt #skolechat er jeg stødt på spændende danskere der også i særlig grad interesserer sig for emnet. Særligt vil jeg fremhæve Mathias Poulsen og André Chercka.

Hvis du får lyst til at afprøve Lord of the Rings Online og vil have mulighed for at møde os online, så lav en figur på Withywindle-serveren og led efter medlemmer af kinshippet: The Western Shore.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar